Ferie og fritid er vigtige i Fonden Skovhavens botilbud. Vi tror nemlig på, at gode oplevelser og nye impulser er med til at bygge os op som mennesker, og give inspiration og livsmod til at række ud efter endnu mere.
I weekenden arrangeres der aktiviteter. Det kan være alt fra brætspil i stuen, bage en kage til fællesture i biografen, besøg på museum, bowling, en tur på café eller i svømmehallen – det er alt efter hvilke ønsker der er.
Vi arrangerer ferieture hvert år. Indholdet varieres alt efter hvilke ønsker der er. Ferieturene er rundt i Danmark, og det kan f.eks. være i form af storbyferie, forlystelser eller øhop. Vi har også en årlig Tysklandstur, hvor man kan købe ind og spise en god frokost.
Sommerferien er løbende fyldt med små begivenheder, og byder på hyggelige dagsture til steder og aktiviteter som Odense Zoo, Den Fynske Landsby, Langelandsfortet, de vilde heste på Langeland, en lille rundfart med M/F Helge i Svendborgsund, minigolf, ud at spise isvafler, Egeskov Slot, petanque i haven og meget, meget andet. Vi er åbne for alles idéer.
Fødselsdage, jul, nytår og andre af årets højtider er meget individuelle for hver af de unge & og voksne mennesker, og vi fejrer disse højtider på den måde og i det omfang, hver især ønsker. Nogle vil have fest og farver, andre vil hjem til familien – og atter andre ønsker at forbigå højtiderne helt.
Hvert år har sine faste fester i Fonden Skovhaven. Når alt er lysegrønt og lunt i maj, holder vi vores traditionsrige Maj-fest, hvor pårørende, de unge & voksne samt personale fra hele Fonden Skovhaven er inviteret. Vi spiser, spiller, konkurrerer, synger og hygger til en stor havefest, hvor vi har rejst det store spisetelt i haven, og arrangeret lækker buffet.
Hver afdeling holder derudover også en fest i september. Her er der også fokus på pårørende, godt samvær og lækker mad og måske indblik i dagligdagen, pædagogiske metoder eller andet spændende.